Opdateret den 4/4/11 kl 7:55 af FDM
1 Hvilket bilkøb skal du gøre?
Mange drømmer om en helt særlig bil, men det er værd at overveje om drømmebilen nu også opfylder dit behov, når du står over for et bilkøb. En lille cabriolet er nok ikke den rette til en håndværker, der tit har værktøj med i bilen. Hvis du mest skal køre i byen og på korte ture, er det mest fornuftigt at vælge benzinmotor. En dieselmotor har derimod bedst af ikke at køre for mange korte ture.
Vidste du at! En ny dieselmotor er billig at vedligeholde, men når teknikken en sjælden gang svigter, kan reparationerne vælte bilbudgettet.
2 Undersøg bilmarkedet og økonomi
En aften foran computeren kan spare dig mange penge i forbindelse med et bilkøb. Tjek prisniveauet for den eller de biler, du er interesseret i. Sammenlign udstyr, kørte kilometer og årgang. Det er en god ide at lægge et realistisk budget før dit bilkøb. Prøv at tage højde for de reparationer, der kommer på en brugt bil.
Steder på nettet:
FDM brugtebiler
bilbasen
dba
bilpriser
Vidste du at! Bilforhandlere har en tendens til at pynte på bilens årgang ved fx at skrive årgang 2009 på trods af, at bilen reelt er indregistreret i 12. måned 2008. Hvis du skal køre langt for at se på bilen, er det en god ide at ringe til forhandleren først, og spørge hvornår bilen første gang er indregistreret.
3 Tjek bilforhandleren
Hvis du overvejer at bruge en bilforhandler, så tjek altid, at forhandleren ikke er på Firmatjek, som er en liste over firmaer, der ikke efterlever Forbrugerstyrelsens afgørelser. Mange af de mindre forhandlere åbner og lukker lidt for tit, så det er en god ide at spørge FDMs jurister, hvis du er i tvivl, når du skal købe brugt bil.
Se mere på firmatjek.dk
Vidste du at! Bilforhandlere fylder godt på firmatjek.dk’s liste
4 Prøvekør bilen grundigt
Tag en ordentlig prøvetur. Prøv både bilen ved motorvejshastighed og ved bykørsel. Ti minutter er ikke nok til at danne sig et ordentligt indtryk af bilen. Kom hellere tilbage til en prøvetur nummer to, i stedet for at købe bilen ud fra, hvordan du tror, den kører på motorvejen. Det gælder også, hvis du opdager fejl på bilen under prøveturen. Køb og betal aldrig en bil, hvor fejlene skal rettes efter levering. Hvis bilen ikke lever op til dine forventninger, så kig videre. Der kommer brugte biler på markedet hver eneste dag.
Vidste du at! Du kan bede sælger om at få rettet eventuelle fejl og mangler inden prøvetur nummer to
5 Tjek bilen grundigt
Uanset om du foretager et brugtbilkøb hos en privat eller hos en bilforhandler, skal du tjekke bilen godt igennem, før du skriver under. Tag gerne en ven eller familien med, når du skal se nærmere på den nye bil. Udskriv FDMs tjekliste og medbring den ved bilkøbet. Ved brugte biler tæt på eller mere end fire år, bør du se dokumentation for seneste periodiske syn eller få indføjet i slutsedlen, at bilen ikke er indkaldt til periodisk syn.
Hos bilforhandleren
Spørg ind til tidligere ejerforhold, servicebog, skader og om sælgers generelle kendskab til netop denne bil. Hos bilforhandleren skal du gennemgå bilen for at kontrollere, at det lovede udstyr er til stede. Gem bilannoncen, hvis der senere opstår tvivl. Hvis du laver aftaler om ekstra udstyr eller andet, så få det skrevet ned, så der ingen tvivl er bagefter.
Privat
Hos en privat sælger skal du gennemgå bilen ekstra grundigt. Det er også en god ide at se registreringsattesten på den bil, du er ved at købe. så du er sikker på, at du står med den rigtige ejer.
Vidste du at! Er bilen nysynet, betyder det ikke at bilen er fejlfri eller i god stand. Ved syn tjekker man nemlig kun om bilen er i lovlig stand og f.eks. ikke hvordan bilens motor, gearkasse og kobling har det. Overvej derfor altid en FDM brugtbiltest.
6 Kun garanti og reklamation hos bilforhandler
Viser bilen sig efter noget tids kørsel ikke at leve op til dine forventninger, kan du som udgangspunkt ikke klage ved et privatkøb. Er bilen købt ”som beset” skal du nemlig både kunne bevise, at bilen var defekt, da du fik den, OG at sælger vidste at bilen var defekt. Er bilen ikke købt ”som beset” er det tilstrækkeligt, at du kan bevise, at bilen var defekt, da du fik den. Men det kan også være svært nok, hvis der går mere end få dage fra du får bilen og til du finder ud af, at den er defekt.
En bilforhandler tilbyder ofte en brugtbilsgaranti ved købet ligesom du er dækket af den lovpligtige købelovs reklamationsret. Alt for tit bliver dette punkt ikke nedfældet korrekt på den endelige slutseddel. Udskriv derfor FDMs tillæg til slutseddel og medbring den til forhandleren.
Vidste du at! Du er omfattet af købeloven, selv om du køber brugt bil, og har to års reklamationsret hos bilforhandleren.
7 Få testet bilen før du køber den
Selv om du står med din drømmebil, skal du ikke lade dig rive med. Lad en uvildig tjekke bilen igennem. Brug FDM testcenter, som har stor erfaring i at teste brugte biler. Du betaler kun lidt for en biltest i forhold til hvad reparationerne ville koste.
Vidste du at! FDM finder fejl på 95 % af bilerne i brugtbilstestene, og der er i gennemsnit seks fejl pr. bil som i gennemsnit koster 6.000 kr. at lave.
8 Få alle aftaler på skrift
Når du står midt i et bilkøb, kan alt lade sig gøre, men når pengene først har skiftet hænder, er det svært at få ret i en klage. Hvis du skal købe bilen privat, bør du medbringe FDMs slutseddel. Hos forhandleren kan du medbringe et tillæg til slutsedlen.
Vidste du at! Er slutsedlen først underskrevet uden forbehold, er aftalen bindende for begge parter
9 Tjek bilen for gammel gæld
Hvis du laver et privat bilkøb, skal du undersøge, om der er restgæld i bilen. Restgælden kan være et billån hos et finansieringsselskab eller pant i bilen. For uanset slutsedlens ordlyd vil en panthaver med et sikret krav i bilen nemlig stadig kunne gøre dig som køber ansvarlig. Ring derfor selv til: Bilbogen v/tinglysningsretten i Hobro på tlf. 99 68 58 50. Du skal kunne oplyse bilens stelnummer (står på registreringsattesten). Oplysningen er gratis.
Vidste du at! Selv om du skriver i slutsedlen, at bilen leveres fri og uden gæld, kan du alligevel ende med at få med en økonomisk øretæve, hvis der er gæld i bilen.
10 Finansiering
Det er en god ide at lægge et realistisk budget før dit bilkøb. Prøv at tage højde for de reparationer, der kommer på en brugt bil kontra en ny bil med fabriksgaranti. Vurder også hvad nye dæk koster, om du vælger benzin- eller dieselbil mv. Prisen på brugte biler er altid til forhandling - uanset om du køber bilen hos en forhandler eller privat. Hvor langt du kan handle prisen ned ved privathandel, er meget individuelt. Det vigtigste er, at du føler, at du har gjort en god handel.
Pas på med at springe på forhandlerens finansieringsforslag, uden først at undersøge markedet selv. Få et tilbud med fra forhandleren, som du kan vende retur til, når du selv har tjekket tallene derhjemme.
FDM udbyder i samarbejde med Lån & Spar bank et FDM billån. Regn selv hvad du kan låne til i vores låneberegner.
Vidste du at! Bilforhandleren ofte får provision af finansieringsselskabet.






