Opdateret den 25/2/10 kl 15:04 af FDM
Klip i kørekortet
Hvis du har haft dit første kørekort i mindre end tre år, må du kun få to klip i kørekortet, før det bliver frataget. Hvis du overtræder flere ting samtidig, får du ét klip for hver overtrædelse. Hvis du f.eks. kører hurtigere end hastighedsgrænsen og samtidig over for rødt lys, vil du få to klip i kortet plus bøde for trafikforseelsen.
Ny teoriprøve og køreprøve
Klippekortordningen betyder at en del trafikforseelser giver et klip i kørekortet. Hvis du når op på tre klip (2 klip de første tre år) i kørekortet, betyder det, at du får en betinget frakendelse af kørekortet. Herefter skal du til en orienterende teoriprøve og praktisk køreprøve, for at få kørekortet igen. Klip i kørekortet bliver annuleret efter tre år.
Hvad får man klip i kørekortet for?
- Overskridelse af fartgrænsen med mere end 30 procent
- Kørsel med for kort afstand til forankørende
- Ulovlig kørsel i nødsporet
- Ikke fastspændte børn under 15 år i bilen
- Ikke sørger for at passager på 8-15 år anvender styrthjelm på motorcykel
- Kører over for rødt lys
- Overtrædelse af reglerne om vigepligt
- Overtrædelse af reglerne for overhaling og forbud mod overhaling
- Overskridelse af spærrelinier ved overhaling
- Øger hastigheden når man bliver overhalet
- Overhalelse ved fodgængerfelt
- Kører mod færdselsretningen
- Uforsvarlig kørsel - slalom- og forbikørsel i tæt trafik
- Ændrering af færdselsretning og placering til fare eller unødig ulempe for andre
- Kørsel venstre om helleanlæg
- Kørsel om kap eller væddeløbskørsel på vej
- Kørsel over jernbanespor, hvis der er givet signal til standsning
- Hvis der sker en ulykke i forbindelse med forseelsen, eller hvis den har medført fare for andre, afgør politiet om trafikanten i stedet skal frakendes førerretten.
Spirituskørsel og klip
Ved spirituskørsel falder hammeren hurtigt og hårdt. Begrebet promillekørsel er afskaffet. Det betyder at spirituskørsel nu begynder ved 0,51 promille. Det takseres altid til en betinget frakendelse af kørekortet med det samme. "Nye" bilister får kørselsforbud med det samme. Oven i det kommer en bøde, som nu beregnes som overtræderens netto-månedsløn ganget med promillen.
Tjener man 20.000 kr. efter skat, vil en promille på 0,75 udløse en bøde på 15.000 kr. Dertil skal lægges udgiften til et obligatorisk "alkohol- og trafikkursus" på i alt ti timer. Prisen er 2.000 kr. Er promillen over 1,2, får alle en ubetinget frakendelse i tre år, hvis det er en førstegangsforseelse. Er det anden eller tredje gang, er straffen endnu hårdere.
Kørekort frakendes ubetinget
Du kan frakendes kørekortet ubetinget. Det er antallet af overtrædelser, der har givet et klip i kørekortet og eventuelle tidligere overtrædelser af færdselsloven kan afgør dette. Det kan ske i følgende tilfælde:
- Hvis du får seks klip inden for en periode på tre år
- Hvis du har taget kørekort til almindelig personbil eller motorcykel for mindre end tre år siden og får fire klip inden for tre år.
- Hvis du er frakendt kørekortet betinget og får tre klip indenfor den 3-årige prøvetid for den betingede frakendelse.
- Hvis du tidligere har fået kørselsforbud, og du inden for en periode på tre år efter, at du har fået kørselsforbudet får 3 klip.
- Hvis du tidligere har været frakendt kørekortet ubetinget, og du indenfor en periode på fem år efter, at frakendelsestiden er udløbet, får tre klip på tre år.







