
Købeloven gælder i alle forbrugerkøb
Det vil sige, at når du handler med en erhvervsdrivende (f.eks. en bilforhandler) og det, du køber hovedsageligt er til privat brug, er der tale om forbrugerkøb.
Uanset hvad du og bilforhandleren aftaler, er der en række regler, der gælder, som giver dig rettigheder overfor sælger. Mange vigtige regler i købeloven kan under ingen omstændigheder fraviges, hvis det er til skade for dig.
Nu er du dækket endnu bedre
Retten til at reklamere over varen omfatter "mangler, hvis årsagen var på varen ved levering". Den omfatter ikke fejl, der først opstår efter levering. Mangler, der viser sig indenfor de første seks måneder efter købet, formodes at have været der, da du fik varen leveret.
Vent ikke med at klage
Hvis du opdager fejl eller mangler på din bil, skal du reklamere indenfor rimelig tid efter, at du har konstateret en mangel. Hvis du klager indenfor to måneder efter du har opdaget manglen, vil din reklamation altid være rettidig, men klag alligevel hurtigst muligt. Hvis der går længere tid, kan du risikere at miste din reklamationsret, fordi du har forholdt dig passiv i for lang tid.
Hvis du følger vores "Guide til bilkøb", er du godt på vej. Find den her [1]